Grønland er mere end strabadserende Siriuspatrulje og kronprins, teltovernatning i 40 minusgrader og dåsemad. Det er også hygge inden døre, nordlys, hundeslæde og vandretur på indlandsisen, hvalcarpaccio og moskusoksesteg. Uden at det vælter budgettet kan du på en fem-dages tur til Kangerlussuaq få stikprøver af de oplevelser, Grønland byder på. Som du kan vende tilbage til og uddybe.

Af Lise Dakinah,
Foto: Camilla Hey ©

Det ligner riller på en sandbund, bare lidt mere på kryds og tværs og nuancerne er blå, turkise og hvide. Sermersuaq betyder indlandsis på grønlandsk, og et øjeblik, hvor skyerne er blæst væk, kan jeg se det fantastiske massiv ud gennem flyvinduet. Rillerne er 50 meter dybe gletcherspalter, og jeg får kriller i maven ved tanken om, at jeg de næste dage skal ud og gå på den tre kilometer tykke indlandsis, suse af sted ud over den bundfrosne fjord både med hundeslæde og snescooter og gå ture på det fjeld, der er næsten lige så gammelt som moder jord.

Verdens største ø kan nås på fire og en halv time fra København, og vi lander på vestkysten i Kangerlussuaq, det tidligere Søndre Strømfjord. Området er en nedlagt amerikansk militærbase og ”Old Camp”, som vi skal bo i, er en samling rødmalede træbarakker cirka en kilometer uden for byen. Stedet er indrettet som vandrerhjem og oser ikke ligefrem af femstjernet hotel. Spartansk indrettet med mormormøbler fra firserne og fælles badeværelse med brusetider skiftevis for mænd og kvinder. Men det er pænt rent, og fra at se det som et slidt hotel den første dag må jeg i løbet af de næste dage give de andre ret. Det er hyggeligere at kunne diskutere sine oplevelser og få gode råd fra dem, der tidligere er blevet bidt af en gal grønlandshund end at sidde alene på et hotelværelse nede i Kangerlussuaq og se fjernsyn.

Hotel eller vandrerhjem – den første nat glemmer jeg aldrig. Jeg vågner halvvejs, vender mig og flytter rundt på dynen. Og vågner helt op som lyn fra en klar himmel. Oven over og under min dyne er der fyldt med små gule streger, der kommer i glimt, forsvinder og dukker op et andet sted. Hjælp, det lyner på mig. Men ingen knitrende lyd og ingen rap over fingrene, som jeg kun kender alt for godt hjemmefra, når jeg i jogging sko stikker nøglen i bilen. Bare en masse udladninger af statisk elektricitet i Grønlands meget tørre luft.

Det bliver til leg og min helt store aftenunderholdning de næste dage – at slukke lyset, krænge det uldne og syntetiske tøj af, holde det ud i strakt arm og se de gule flash. Wow.

Over morgenkaffen diskuterer vi ivrigt nattens hede oplevelser, og Inge-Lise supplerer: ”Da jeg trak min silkenatkjole af i morges, skreg jeg til min mand: ”Det brænder, der går ild i natkjolen!”.

Det er også Inge-Lise, der råder mig til at bruge balsam i håret. Det øverste lag står direkte op i luften. Jeg har uden held prøvet at vandkæmme parykken, men det er åbenbart balsam, der skal til. Godt at dele erfaringer med de andre medrejsende. Og skønt, at alle er lige så ivrige som mig over at opleve naturens vilde og helt uvirkelige vidundere i Grønland.

Klædt på til lejligheden

”Der er nordlys, der er nordlys”, gjalder en stemme ned af gangen på vandrerhjemmet. Vi har tidligere på aftnen været ude og spejde efter det grønne lys i den kulsorte grønlandske nat med masser af stjerner. Uden held. Nu er kokken 23, og hoveddøren smækker ivrigt efter folk, der skynder sig ud.

Så det er på med vanten, men jeg hører ikke til de hurtigste, når den store bunke af tøj skal på, hver gang kulden kalder. Måske kan det fås lidt mere funktionelt, men at købe nyt tøj til mange tusinde kroner før jeg ved, om Grønland er sagen, det er ikke mig. Derfor er det meste af min udendørs garderobe lånte fjer fra venner og familie.

Først to par lange underhylere, det ene par er Mariannes, så et par tykke skibukser, størrelse 42, venligst udlånt af Lars. Hertil en langærmet undertrøje, en ditto T-shirt, en ulden sweater og en fleecetrøje. Og så min søns dunjakke – lidt for stor – men til gengæld en Hugo Boss. På med to par uldsokker, de store støvler og så færdig. Nåh nej, halstørklæde, hue og to par vanter. Det er en Michelin mand, der vralter ned af gangen, men nu kan de 29 minusgrader uden for bare komme an.

Hele himlen er ét bevægeligt, grønt gardin, der ser ud, som om det blafrer i vinden helt oppe fra og helt ned til jorden. Det er så stort og så vildt – som om jeg er på en anden planet. Her i Grønland er himlen ofte mørkegrøn, men nordlys kan også være andre farver, og på et tidspunkt aner jeg en rødlig nuance. Grønlænderne siger, at nordlys, det er guderne, der spiller fodbold med et hvalroskranie. Det skal der nu fantasi til at forestille sig, lige som når en kvinde fra Hong Kong, der står ved siden af mig, fortæller, at hun er kommet for at blive fertil. I Taiwan og Hong Kong tror mange, at nordlys øger muligheden for at blive gravid. Derfor er der ofte asiatiske kvinder på besøg i Old Camp.

På kanten af isen

Næste dag står der indlandsis på menuen. Vi kører af sted i de mærkeligste, rektangulære hvide busser. Hjulene er megahøje, og der er vinduer hele vejen hen ad langsiden, så vi kan kigge ud på fjeldet, på marehalm og sand langs fjorden, på to rener, der løber graciøst og danser ballet i slow motion, og på Russel gletcheren i det fjerne, der lyser op i turkis, så alle i bussen siger: naaajj hvor smukt.

Vores buschauffør og guide hedder Tage. Han kommer fra Jylland og har en kortærmet T-shirt på til trods for de 21 minusgrader. Han snakker som et tærskeværk, men det er fint nok, for han har masser af humor og rigtig meget viden om Grønland og fortæller om det farlige kviksand der nede ved fjorden, om bisonokserne, der står og ser dumme og fredelige ud, men det skal man ikke lade sig narre af, om de elleve grantræer, der blev plantet for mange år siden, i håbet om at få lidt skov, men stadigvæk kun er elleve grantræer på en meters penge.

Bussen stopper, vi skal ud og rundt om nogle klipper til fods. Og lige som at træde over en dørtærskel, står vi pludselig på indlandsisen. Foran, lige frem og til begge sider er der hvid, blå og turkis is, med en blå himmel oven over så langt øjet rækker, og jeg føler mig uendelig lille. Det er som i eventyrerne, hvor man træder ind i en hel anden verden, og selv om vi er omkring ti personer, larmer stilheden rigtig højt.

Vi gårud over uendeligheden, og senere sætter jeg mig op på en mindre højderyg og ruller og glider på bagen ned af bakken. Bare Lars’ skibukser holder.

Sukkertoppen – langt væk

Jeg tager selvfølgelig ikke hjem fra Grønland uden at prøve en slædetur ud over isen i rasende fart, trukket af halsende grønlandske hunde. Mine betænkeligheder om at ryge af i svinget og at mine kinder fryser til istapper bliver dygtigt gjort til skamme.

Michelinmanden kommer på banen igen, denne gang med en tyk sælskindsdragt ud over alt det andet. Og selv om slæden ind i mellem tager til i fart, er der ingen fare for at rutche af. Jeg slipper mit krampagtige tag i slædens sider og nyder en fantastisk udsigt ud over den dybfrosne Kangerlussuaq fjord, der ligner et postkort fra Grønland. Solen skinner og hundene halser af sted, bliver viklet ind i hinandens snore, men har åbenbart et system og en rangorden, der får dem til at trække hen på plads igen uden at komme i klammeri med naboen. Luften er krystalklar, og vores slædefører Henrik Fleicher fortæller, at de bjerge, der ser ud til at være fem kilometer væk, i virkeligheden er 80 kilometer fra os. Sukkertoppen står i horisonten, selv om bjerget er 200 kilometer længere sydpå.

Roklubbens hemmeligheder

Tilbage i Old Camp er der hvisken i krogene. Det er i aften, vi får den helt store overraskelse i Roklubbens restaurant.

Man kan vælge selv at lave mad på vandrerhjemmet, og som mange gør, spise i Roklubben, der ligger ved Lake Ferguson. Her regerer køkkenchef Kim Ernst, og i aften har han i den grad rullet sig ud med en 23 retters buffet. Jeg kunne forsværge nogensinde at sætte tænder i mit yndlingsdyr, men hans hvalcarpaccio rullet sammen om pesto er ubeskrivelig lækker. Det samme er hans grønlandske specialiteter – tørret hellefisk, tørret sæl, moskusokse på tre måder, kammuslinger i citronsauce og grønlandske rejer. Jeg har aldrig smagt rejer, der er så suveræne, og jeg triller med besvær ud i containerbussen. Alene den fantastiske buffet i Roklubben er en grønlandstur værd.

Næste morgen er der afgang, min moskusoksesteg skal hentes i butikken ved lufthavnen, inden det røde fly letter. Jeg synker ned i flysædet og gør status.

Det har været fem dage, sprængfyldt med oplevelser og indtryk, der kan samles som perler på en snor.

Moskusoksesafarien var lidt skuffende, jeg havde forventet, at stå ansigt til ansigt med de kæmpe store uldtotter men måtte nøjes med fem store brune sten langt væk i kikkerten. Men det er jo vilde moskusokser, og de skal have en chance mere for at møde mig. Jeg vil også gerne tilbage på en slædetur, der varer en hel dag, en lang gåtur ud over indlandsisen, med en overnatning der ude – måske – og plads i min grønlandske kalender til flere gåture på et 3,8 milliarder år gammelt fjeld. Jeg vil gerne have mere af Grønland ind under huden.

Hjælp – jeg er blevet bidt af en gal grønlænderhund.